Cases

Historie om min søn August:

Jeg skriver til jer her et år efter at August blev færdig med EEG træning hos jer, for at fortælle jer, at vi er meget taknemmelige og lykkelige over den kæmpe effekt, det har haft på hans og vores liv. August har haft det utroligt svært i nulte, første og anden klasse. Han var ekstremt sensitiv over for larm, lyde, mange mennesker osv. Frikvartererne kunne han slet ikke overskue, og gemte sig på toilettet eller i garderoben og fik først i 2. klasse lov til at være inde i frikvartererne. Han kunne kun lege en-til-en lege. Lege med flere børn trak han sig fra efter få minutter, da han ikke kunne overskue legen, reglerne eller at der var mange at forholde sig til. Fagligt kunne han kun løse en lille opgave ad gangen, og skulle hele tiden holdes til ilden af lærerne for ikke at sidde og dagdrømme. Kollektive beskeder kunne han slet ikke tage imod. Vi snakkede med lærerne om det tit, og han fik høreværn på og en plads, der skærmede mod udsynet til klassen osv. Socialt kunne han ikke give udtryk for, at han gerne ville lege, så de andre i klassen troede han ikke ville lege, hvilket jo ikke gav venskaber. Når de var på tur med klassen fx på en legeplads, søgte August straks væk og legede med mindre børn eller babyer - hvis sprog/mimik han åbenbart bedre kunne forholde sig til. August var en stille dreng og gjorde sig ikke så bemærket, så selvom vi bad om hjælp fra PPR (Kommunens Psykolog rådgivning til skoler) var det en langsommelig affære, og der blev ikke taget initiativ til mere, da han udadtil fungerede fint for Psykologen, den ene gang hun observerede ham i klassen. Herhjemme var han tit svær at få kontakt til, da han sad i sin egen verden. Det har nok været hans måde at få ro i hjernen på. Han havde ikke styr på sine ting, og vi turde fx ikke lade ham cykle alene, da han var alt for distræt. Når han skulle sove, tog det ofte en time eller mere før han faldt i søvn.

Helt tilfældigt i midten af anden klasse hørte vi om EEG træning og gik straks igang. Jeg var selvfølgelig skeptisk og fik spurgt en mor, der var til EEG-træning med sin søn, om det havde nogen effekt (han havde ADHD), og det havde en stor effekt socialt, sagde hun. SÅ var jeg overbevist, også selvom det tog noget tid før vi fik en effekt. Det første vi bemærkede var, at han kunne falde hurtigere i søvn. Men det var først efter 23 EEG gange, at vi virkelig kunne se en mærkbar ændring. Jeg opdagede, da jeg kom og hentede ham en eftermiddag i slutningen af anden klasse, at han var i skolegården og spillede 'ost' - et boldspild - med sine klassekammerater. Dette øjeblik var ubeskriveligt - en lykke og glæde over at se mit barn fungere 'normalt' med andre.

August fik 42 gange, og det tog os med storm, som hans liv ændrede sig til at blive ligesom de andre drenges. Han fik selvtillid og kunne lege med alle i klassen, kunne overskue frikvartererne og kunne tage imod kollektive beskeder af lærerne og løse opgaverne uden hjælp. For at det ikke skal være løgn startede han med at gå til basket (noget der var fuldstændig utænkeligt tidligere) i tredje klasse og er stadigvæk meget glad for det. Nu går han i fjerde klasse, og han har et lille efterslæb fagligt, men læreren siger at han ligger på mellemniveau, og vi kan mærke at han virkelig rykker nu. Han er startet i klub med sine klassekammerater, og deltager i alle mulige aktiviteter der, og så er han blevet en populær dreng i klassen, fordi han har overskud og er fuld af humor. Herhjemme er han blevet meget selvstændig, nærværende, fuld af overskud og ikke mindst glad og fuld af fis. Jeg håber at andre, der har børn med samme udfordringer, kan lade sig inspirere af vores historie og hjælpe deres børn til at få en overskuelig tilværelse.

Med venlig hilsen Sine Dyreborg

 
 
En beretning om EEGtræning og dens fantastiske virkning på mig:

Jeg er en fyr på 35 år, som har diagnosen Asperger Syndrom. Jeg har siden 2005 'sloges' med depression og angst. Dette medvirkede til, at jeg blev nødt til at få antidepressiv medicin, som har hjulpet, men havde sine bivirkninger, der bl.a. gjorde mig sløv, jeg sov meget mere, og syntes sjældent jeg havde overskud til dagens almindelige opgaver.

Jeg havde næsten altid for stor 'tanketrafik' inde i hovedet, og derfor var det begrænset for hvor meget jeg orkede, før hjernen sagde stop og 'lukkede ned'. 

Dette forsatte i mange år, hvor mit liv har været meget svært og humøret svingende. 

Men i 2015 fik jeg via nettet og senere et foredrag, viden om en ny behandlig, EEG træning.

Jeg startede på EEG træning for ca. 5 måneder siden, og blev i begyndelsen af træningen meget træt efter hver behandling. Dette fik jeg at vide var ganske normalt, fordi denne træning var noget helt nyt for hjernen. Jeg kunne til tider mærke en lille forbedring, hvor jeg fik lidt mere ro i hovedet, men tilstanden forsvandt igen hurtigt. 

De næste 10-12 gange træning gav ikke den store forskel, indtil man begyndte at påvirke frontallapperne. 

Jeg startede først med at få træning på min højre frontallap, og efter 6-7 behandlinger besluttede vi også, at prøve med venstre frontallap. 

Så skete der noget. Pludselig kunne jeg mærke at der begyndte at komme en helt anden styrke og ro i mit hoved, som var helt fantastisk. Jeg følte at jeg kunne 'rumme' så meget mere i mit hoved, en følelse og oplevelse jeg aldrig har prøvet før. 

Jeg har til dags dato fået 35 gange træning, og har over den sidste halvanden måneds tid, fået det bedre og bedre. Jeg kan dog stadig mærke at tilstanden ikke er stabil endnu, men håber det på sigt med mere træningen, bliver stationært.

Jeg har aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle få det så godt, og jeg føler at det er et 

helt nyt kapitel af mit liv som er startet, og jeg føler nu, at jeg for første gang, tør og kan deltage i 'livet'.

Jeg er nu igang med nedtrapning af den antidepressive medicin, da jeg mener at hjernen med hjælp fra EEG træningen, er klar til det.

Jeg har nu fået en lyst til livet, som jeg aldrig har haft før, og dette gælder også nye udfordringer... 

Denne træning har gjort mit liv så meget bedre på alle måder, og jeg er dybt taknemmelig over for alle, som har medvirket til at gøre denne behandling mulig for mig! 

Mikkel Milan Asbjerg
Emil Mellergård, 14 år, Koncentrationsvanskeligheder: Kom i skole igen efter at have gået hjemme i 2 år.  

Rasmus Jensen 17 år, ADHD: “Nu kan jeg gennemføre en uddannelse og koncentrere mig."     

Mathilde Jensen, 10 år, ADHD: Mor: “Vi har fået ro i og omkring Mathilde efter 30 timers EEG træning."   

Michael Persson, 18 år: "Jeg havde ikke drømt om at kunne få det sådan her eller i det hele taget at kunne klare skolen og uddannelse uden problemer."
    
Pædagog Tine Leme, 48 år:
”Jeg pådrog mig for mange år siden en bækkenløsning, som giver mig kroniske smerter i ryg og bækken. Kroniske smerter stresser mig, og jeg har igennem årene fået sværere ved at koncentrere mig, læse og holde fokus i såvel familie som min livssituation.
Jeg er gradvis igennem de 25 træninger blevet mere klar i hovedet, fået lettere ved at koncentrere mig. Migræne og lysfølsomheden har lagt sig ,jeg har fået overskud til at overveje at ændre arbejdsretning”.
Tine har igennem mange år haft betydelige rygsmerter, som EEG -træningen ikke kan gøre noget ved. Men den stress, der ofte følger med kroniske smerter kan nedbringes betydeligt, og det bliver lettere at leve med smerterne.
EEGTRAINING | Sabro ved Aarhus - Aalborg - Fredericia - København  | Tlf.: 50 50 32 66 | info@eegtraining.dk